Damestenen

Dammestenen / Damestenen er Danmarks største kendte sten på land. Den vejer anslået 1300 tons, hvilket er mere end dobbelt så meget som nummer to: Mørupstenen i Jylland. Den er så stor, at kong Christian den VIII lod den frigrave på den nordøstlige side først i 1840’erne angiveligt for at afklare, om der var tale om faststående grundfjeld, eller den var en løs blok. Dammestenen dele vandene: Hedder den retteligen Damestenen? Består den af granit eller gnejs? Havde den sine enorme størrelse, da heksen kastede den fra Langeland, eller fik den først kolossale størrelse efter landing ved Hesselager på Fyn? Dammestenen vokser nemlig - ligesom mange andre store sten - når den lugter nybagt brød. Dammestenens geologiske historie begynder dybt i jordskorpen, hvor smeltet granitisk stenmasse udfyldte i et magmakammer. Bjergarten, der omsluttede magmakammeret, bestod af den mørke bjergart amfibolit, hvorfra stumper og splinter dryssede og blev indblandet i den flydende magma lidt som rosiner æltes ind i en bolledej. Afkøling førte til, at en lys rødliggrå mellemkornet granit med mørke inklusioner langsomt blev udkrystalliserer dybt i undergrunden. Senere blev granitlegemet udsat for stort tryk i forbindelse med bjergkædefoldning. Granittens homogene mineralfordeling blev omdannet til gnejs med striber, bånd og foldninger. De mørke inklusioner bevaredes stort set uforandrede. Nedslidning af bjergkæden over milliarder af år bragte gnejsen op til overfladen, og her blev Dammestenen sammen med andre vandreblokke vristet fri fra grundfjeldet af indlandsisen og transporteret fra Sverige til Danmark. Under transporten blev den store blok skuret og afrundet. Ved Hesselager ramte kæmpestenen underlaget og frøs fast. Indlandsisen fortsatte henover, og andre indefrosne sten, sand og grus sleb den østvendte stødside glat og lavede skurestriber, der viser, at isbevægelsen var fra øst mod vest. Østsiden har nærmest form som et omvendt skibsskrog, der har tvunget isen nord og syd om. Vestsiden kaldes plukkesiden, for her har isen plukket og trukket stumper af stenen så den blev rå og uregelmæssig. Dammestenen blev sandsynligvis samlet op og bragt til Østfyn af Det Ungbaltiske Isfremstød eller Bælthavfremstødet, der begge kom fra Østersøegnene og Sydsverige. Af samme grund er det det mest oplagte sted at lede efter vandreblokkens oprindelsessted. Det Ungbaltiske Isfremstød fortsatte hen over Fyn til den Østjyske Israndslinje for 19 til 18 tusind år siden. Den mindste og mest lyshårede af de fire menneskelige målestokke var ret præcist en meter høj, da dette fotografi blev taget i tørkesommeren 2018. På den baggrund anslås Dammestenens synlige højde til omkring 7 m. Foto af Sebastian Næsby Malkki. Interessen for Dammestenens størrelse går mindst tilbage til 1700-tallet. I 'Den danske Atlas' af E. Pontoppidan fra 1763 refereres til et manuskript af gehejmeråd Adeler, hvori der står, at Dammestenen måler 54 alen (33,9 m) i omkreds og er henholdsvis 22 alen (13,8 m) lang og 15 alen (9,4 bred). Dammestenen bliver undersøgt af selveste Johan Georg Forchhammer (1794-1865) – den danske geologis fader. Forchhammer blev lektor i mineralogi 1823 og blev Danmarks første professor i fagene mineralogi og geognosi ved Københavns Universitet, hvorved geologi opstod som selvstændigt fag. Kort tid efter blev Dammestenens nordøstlige side frigravet på befaling af Kong Christian den ottende. Frigravningen blev angiveligt sat i værk for at undersøge, om kolossen var faststående grundfjeld som Bornholm, eller om der var tale om en løs, men ualmindeligt stor blok. Efter afsluttet udgravning blev kæmpestenen undersøgt i 1843 af student E. Vedel, som senere blev både amtmand og kammerherre. Vedel målte omkredsen på det bredeste sted til 146 fod, hvilket svarer til 45,8 m. Vedel målte omtrent 1,3 m under overfladen. Dette tal og resultaterne af geologiske undersøgelser indførtes også i Forchhammers manuskript protokol I. En højde på 9,8 m angives af Victor Madsens kortbla