Hirsholmene

Hirsholmene er det yderste, dvs. østligste, af en lav morænedannelse fra sidste istid. Morænedannelsen skyder sig ud i vandet mellem Frederikshavn og Strandby. En mængde granitkampesten, som blev transporteret med gletsjerne fra Osloområdet, aflejredes yderst ude, måske i forbindelse med en randmoræne. Stenene har været skiftevis over og under havoverfladen i perioderne efter istiden, og først da landhævningen begyndte at gøre sin virkning efter stenalderen for 4-5000 år siden, skabtes øgruppen, som vi kender den. Langs kysten det meste af vejen rundt om Hirsholm ligger stendyngerne, som de i sin tid er blevet smidt, uden formildende vegetation. Men langt hovedparten af øen er i dag dækket af et tyndt muldlag, bl.a. som følge af mange års opskyllet og forrådnet tang samt tilførsel af gødning fra de mange fugle. På de delvis græsklædte øer Græsholm og Deget danner aflejret sand og grus grundlaget for vegetationen. De små øer Tyvholm og Kølpen ligger stadig hen med det oprindelige udseende, altså uden enhver plantevækst. Hirsholmene er indbydende, når man kommer med færgen. Foto: Eigil Torp Olesen Opskyllet tang og skaller fra havet er sammen med tusinder af fugles gødning det grundlag, som plantelivet udfolder sig på. Her beskrives udelukkende vegetationen på den beboede Hirsholm, som rummer en del forskellige naturtyper inden for sit meget begrænsede areal. En tur rundt på øen afslører et overraskende varieret og frodigt planteliv. Stenene langs kysten er bevoksede med smukke gule laver. Mellem stenene og hvor sand og grus skaber stabil bund, vokser bl.a. strand-bede , strandkål , strand-kamille, engelskgræs , bidende stenurt og læge-kokleare . Længere inde på øen findes fine blomsterplanter som blodrød storkenæb og den temmelig sjældne hjertekarse . Den dødeligt giftige bulmeurt kan undertiden findes ved øens sydligste hus. Plantens frø kan ligge i dvale i årevis uden at spire. Hirsholmene tilhører først og fremmest fuglene! Både som ynglelokalitet og rasteområde for en lang række arter er øerne og det omgivende hav af uvurderlig værdi. Mågerne fylder mest i landskabet. Næsten alle Danmarks mågearter yngler her, og fra tidligt forår og sommeren over er området alt efter temperament et inferno eller eldorado af de hvide fugle. De store mågearter sølvmåge, svartbag og sildemåge danner på Græsholmen nogle af landets største bestande. I de senere år med tal i nærheden af hhv. 6500, 800 og 750 ynglepar. Også hættemåge bestanden på Hirsholm er imponerende; for tiden tæller den omkring 3000 par, de fleste af dem i tagrørsbevoksningen mellem fyret og den sydlige bunker. Det er dog for intet at regne mod de mere end 20.000 par, som fandtes på Græsholmen, indtil de efterhånden blev fortrængt af de store måger. Inde midt i den højrøstede koloni finder 1200 par splitterner god beskyttelse. Splitternen er en del af udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området, og bestanden ser heldigvis ud til at være voksende. Hættemåge-/splitternearealet er for tiden afspærret for offentligheden i yngletiden, men overskues fint fra fyrets top. Græsholmen huser en anselig skarv koloni på omkring 1000-1200 par. Skarven er som bekendt en kontroversiel art, der ofte vækker fiskernes vrede pga. dens appetit på konsumfisk. Derfor bliver bestanden på Hirsholmene næsten årligt reguleret af Skov- og Naturstyrelsen. Det foregår ved at man pensler en del af æggene med paraffin, så de ikke klækkes. Hvis man nøjedes med at fjerne dem, ville skarverne hurtigt erstatte dem med nye. Det nordlige Kattegat, herunder Hirsholmene, er et af Nordvesteuropas vigtigste overvintringsområder for edderfugl, sortand og fløjlsand. På Hirsholm yngler over halvdelen af Danmarks samlede bestand af tejster, omkring 800 par. Denne charmerende sort-hvide fuglefjeldsfugl med de postkasserøde ben har fuldstændigt erobret den sydlige havnemole, som af samme grund er lukket for offentligheden i perioden 1. april – 1. august. Til gengæld kan man (med forsigtighed) færdes på den nord